Røst tog på Roskilde Festival!

Røst var i år udvalgt af Roskilde Festival til at være Change-partner. Derfor rykkede vi ind på festivalen med en masse Røst-realterede aktiviteter:. Søndag havde vi en række musiktaler, hvor unge holdt taler om noget af deres favoritmusik fra årets festival. Torsdag havde vi otte Røst-talere med på den nye scene, House of Chroma. De holdt taler om alt fra islam, sårbarhed, ensomhed og sexisme til aldersforskelle, stilhed, ærlighed og orgasmer. Lidt senere holdt kunstneren Lydmor en tale på Arena skrevet ud fra en masse sætninger, som vi havde indsamlet blandt festivalgæsterne. På den måde blev en masse unge menneskers tanker, frustrationer og drømme kogt sammen og sendt ud til flere tusinde publikummer. Det var stort at være en del af. Tak, Roskilde Festival!

Du kan se meget mere inde på vores Facebook-side

Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen www.LEESFoto.dk

Røst Festival i Køge

Igen i år dannede KØS museum for kunst i det offentlige rum ramme om Røst Festival. Over to dage blev der holdt taler af flere hundrede unge, der delte frustrationer, begejstringer, holdninger og fortællinger. Krydret med samtaler, performances, fællessang, kunst og koncerter.

Af hjertet tak til alle Røst-talere for jeres mod og åbenhed – elever fra Egmont Højskolen, Grundtvigs Højskole, Hadsten Højskole, Nørgaards Højskole, Rønde Højskole, Silkeborg Højskole, Uldum Højskole, Vallekilde Højskole, Vejle Idrætshøjskole, Vrå Højskole, Brandbjerg Højskole, Roskilde Festival Højskole, DFUNK, Køge Gymnasium, KU retorik og Røst-elever på Roskilde. Tak til KØS museum for kunst i det offentlige rum, Vallekilde Højskole, Ungdomsbureauet og Nordea-fonden for at gøre denne helt unikke talerfestival mulig.

Foto: Lars Emil Egeberg Simonsen www.LEESFoto.dk

Roskilde Festival holdt en tale på Arena. Sammensat af Røst. Leveret af Lydmor.

Her kan du læse manuskriptet til den Tale Lydmor holdt på Arena d. 4. juli 2019.

Kære Roskilde Festival.

Hvad så? Hvordan går det? Hvad har du på hjerte?

Hvad har du lyst til at sige, Roskilde? Hvad har du lyst til at råbe? Hvad gør dig frustreret og begejstret? Hvad har du lyst til at kæmpe for? Hvad er solidaritet for dig. Eller som Roskilde siger det; SOLIDARITY?

I warm-up dagene har en masse folk fra taler-projektet Røst været rundt, for at samle ord og sætninger fra jer. De er nu blevet til den her tale. Røst har taget jeres stemmer, og jeg sender dem nu tilbage til jer. Med forstørret kraft.

Det er da for vildt, at få lov at være jeres megafon i dag.

Hør lige her, hvad I har at sige:

Vi starter ved et sankt hans bål. Et bål her på festivalpladsen mens det hele var ved at blive bygget op. Højskoleeleven Emma holdt en båltale. Og bålet satte gang i en masse modsatrettede tanker.

Som hun sagde: Jeg står i en forsamling, der har en politisk dagsorden med klima som hovedfokus. Og alligevel står vi midt i juni og brænder træ og CO2 ud i atmosfæren.

Fryser vi? Nej.

Men i dette skær, dette orange skær, ser jeg ingen spildt energi. Jeg ser kun de smil som bålet oplyser.

***

Emmas tanker findes overalt på festivalpladsen. De modsatrettede følelser. Paradokserne.

Og denne tale er fyldt med modsatrettede tanker og følelser. Sådan er det at være på festival. Sådan er det at være menneske.

***

For som I selv siger:

Jeg er begejstret for Grundtvig og for Skepta.

Jeg elsker den første kop kaffe og det sidste glas rødvin.

Jeg elsker at danse med vennerne efter fyraften.

Og Brøndby kan gøre mig både vred og begejstret.

Sex er bedre på Roskilde.

Piger kan altså også godt få en plads i L.

Jeg er en hvid heteroseksuel mand. Der er intet jeg mangler

Fællessang giver mig gåsehud, fadøl er for turister og mennesket er et rovdyr.

Jeg kan ikke høre min rejsegrammofon for al den umtji-umtji-musik.

Jeg har skrevet et manifest om hvor nice farven gul er.

Kian, jeg elsker dig!

Ungdommen er simpelthen for kort til at skulle fake diverse orgasmer. Hvis unge kvinder lærer at tage plads i det seksuelle rum, så bliver det også nemmere at tage den plads i det offentlige rum.

***

Jeg er træt af statsledere, der er fucking ligeglade med klimaet

Det føles som om, vi råber til et system, der ikke gør noget.

Klimakrisen giver mig sådan et emo-humør.

Jeg kommer til at overveje, om det mest bæredygtige ikke ville være kollektivt selvmord?

Jeg er vred over voksne, der ikke går nok op i miljøet.

Jeg bliver vred over små børn, der går alt for meget op i Gucci.

Er det ikke noget med at det faktisk er mere bæredygtigt, at vi samler 100.000 mennesker på Roskilde, end hvis vi var hjemme hver for sig?

Klima og vegansk vin er altså to forskellige ting.

Nogle gange føler jeg sgu også, det er blevet for meget med klimaet.

Lad mig vandre roligt ned ad Strøget, hvis jeg har lyst.

***

Jeg nægter at lade børn mistrives på Sjælsmark. Jeg nægter at melde min nabo til politiet, hvis jeg ser hende i niqab. Jeg nægter at acceptere en diskurs, som alt for længe har retfærdiggjort at diskriminere mennesker, bare fordi de tror på noget, som ikke alle forstår eller er enige i.

Selvfølgelig er jeg feminist.

Selvfølgelig er jeg ikke feminist.

Feminisme er en gave.

Feminisme er for meget.

Feminisme er en selvfølgelighed.

Jeg er vred over folk, der ikke holder til højre på motorvejen

Jeg er vred over folk, der pisser på mit telt.

Jeg er vred over stenrige milliardærtyper, der gemmer alle deres penge i skattely.

Jeg er vred over, at der bliver større og større afstand mellem rig og fattig.

Jeg er vred over, at vores pensionspenge bliver brugt på sorte investeringer. Kan Roskilde Festival ikke hjælpe os med at gøre noget ved det?

***

Jeg har en følelse af, at jeg bliver ældre mens mine forældre bliver yngre. De skriver bare Facebook-opdateringer hele tiden, mens jeg har tankerne 8 år ude i fremtiden. De er bare sådan: “Mmmm lækker sandwich” og jeg sidder bare og scroller gennem uddannelsesguiden.

Men jeg gider sgu ikke tage stilling til ting 8 år ude i fremtiden. Jeg vil bare være lige her lige nu.

På Roskilde Festival gør det ikke noget, at ens telefon løber tør for strøm.

Roskilde kan godt føles som én lang alkoholiseret hetero-facistisk fest. Men så ser jeg regnbueteltet og bliver også mindet om silent and clean. Og skyggerne ved badesøen.

Jeg fucking elsker Roskilde.

***

Det er fedt at vi er en så selvbevidst generation.

Vi må godt rette på folk, hvis de siger noget politisk ukorrekt. Hjælp dem på vej i stedet for at skælde ud. Uvidenhed skal udryddes med kærlighed.

Shit det var fedt da Selma Judith smed trøjen.

Jeg bliver rørt over al den energi Greta Thunberg har mobiliseret.

***

Da vi var på vogntur blev en af vores klassekammerater smidt ud af vognen. Så sagde vi andre at vi heller ikke ville køre med videre. Det var solidarisk.

Det er solidarisk at tænke vi i stedet for jeg.

Det er solidarisk at låne en pumpe ud til nabolejren.

Det er solidarisk, når man fortæller en fremmed, at hun har noget mellem tænderne.

Solidaritet er også at tage et nej for et nej!

Solidaritet er at være der for dem, som har mindre end dig selv.

Solidaritet er et voksen-ord for fællesskab.

Jeg blev hjulpet op fra mosh-pitten af en fremmed.

Og jeg hjalp en fremmed tilbage til campen, da han var blevet for stiv til at finde hjem.

Vi tolererer folk, der renser fødder i campen.

Vi inviterer folk ind i campen. Så er det sgu ligegyldigt, om de er fremmede. Hvis de ikke har noget sted at bo, skal de da bare bo hos os.

Vi tørster sammen. Nej, vi tør stå sammen. Men vi tørster vel også sammen. Og slukker tørsten sammen.

Det er solidaritet, når min roomie laver morgenkaffe.

Man er på en måde familie, når man bor sammen.

Når Roskilde Festival slutter - og hverdagen kommer nærmere og nærmere - så forsvinder følelsen af solidaritet mere og mere. Det fine fra festivalen fordufter. Det er svært at tage med videre.

***

Jeg er kliché-bekymret for fremtiden.

Jeg er bange for at jeg ikke kommer til at gøre en forskel.

Jeg er bange for at tage det forkerte valg.

Jeg er bange for ikke at blive lykkelig.

Vi skal blive bedre til at ringe til vores venner.

Vi skal ikke undervurdere unge menneskers stemme.

Vi unge mennesker er langt, langt mere end vores smerte, vores drop-outs, vores diagnoser og vores evindelige forsøg på at leve op til samfundets forventninger.

Vi er helt vildt meget værd - bare fordi vi er til.

Vi ser ud over vores egen næsetip.

Vi står op for de ældre, der har bygget vores samfund.

Og vi forlader ikke bare hinanden.

Og så spørger vi os selv: Hvad kan jeg bidrage med for at gøre en anden glad?

Det var det, I havde at sige.

Tak fordi jeg måtte være jeres megafon.

Tak for ordene.

Tak til Røst.

God festival!